Linselusen og fotografen

BM0228_Lena_Frovst_93A8930

Om præcis en uge, står jeg uden job. Jeg har stået der før, men denne gang vil jeg virkelig gøre mig umage med at finde noget, hvor jeg får brugt mine evner og som giver mig tilfredsstillelse og energi. Jeg er derfor også i gang med genopfinde mig selv, grave frem hvad jeg brænder for og finde ud af hvad jeg i virkeligheden kan og hvad det så end kan bruges til.

Jeg ved hvor vigtigt et førstegangs indtryk er, også når det kommer til ansøgninger. Det handler ikke bare om de indledende ord, men helheden og herunder også billedet på cv´et. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg Me, Myselfie and I, havde jeg kun selfies liggende og ønskede at få taget nogle rigtige portrætbilleder.

Jeg er så heldig at kende fotografen Bjarke MacCarthy, der har mange års erfaring med blandt andet at skyde portrætbilleder og hvis stil, jeg rigtig godt kan lide og heldigvis havde han tid til at mødes med mig en fredag i februar.

Sidst jeg var hos fotograf, var jeg ca 15 år gammel og der skulle jeg have taget billeder som skulle bruges til nogle amerikanske talentspejdere, der var i Danmark i forbindelse med en film de skulle lave. En ven jeg havde dengang, kendte en fotograf som han slæbte mig med til. Besøget har sat sine spor og indeholdte blandt andet gin & tonic og et press fra fotografen om at knappe skjorten op og et tilbud om at blive side 9 pige en vis avis. En rigtig klichéhistorie der endte med at jeg tog der fra med en virkelig dårlig smag i munden af gin & tonic og væmmelse, men med min ære i behold. Da regningen kom sammen med nogle virkelig dårlige billeder, trådte min kære mor i karakter og skrev et ret kontant brev til manden om at vi på ingen måde ville betale for så dårlige billeder og hvis vi nogen sinde hørte mere fra ham igen, skulle hun i hvert fald nok sørge for at han…… og heldigt for ham, hørte vi aldrig noget fra ham igen.

Med denne forhistorie, tog jeg en solrig fredag eftermiddag ud på Lærkevej i Nordvest til Bjarke MacCartheys studie. Han havde bedt mig om at medbringe forskelligt tøj, men også noget sjovt i form af rekvisitter, så vi også kunne lave nogle billeder der ikke var så alvorlige, hvis der var tid.

Bjarke

Vi startede med at tale lidt om hvad jeg skulle bruge billederne til og så gik vi i gang. Det var langt sværere end jeg havde forestillet mig. Munden der skulle være afslappet men lukket, det indre smil, hænder der ikke skulle krampe, men det var faktisk rigtig sjovt og Bjarke var fantastisk rar og rolig og jeg blev ret hurtigt afslappet.

De første billeder der blev arbejdet med, var dem som jeg oprindelig kom for at få taget. Jeg skiftede lidt tøj, så billederne blev varieret og Bjarke skiftede fokus, afstand og lys. Da vi var færdige med de alvorlige billeder, stillede Bjarke lys op til nogle af de lidt sjovere billeder, som jeg ikke har den ringeste idé om hvad skal bruges til.

Udvælgelsesprocessen var det sværeste. Jeg fik tilsendt en stor mængde billeder og startede med at fokusere på mine deller, mørke rande under øjnene og dobbelthager, men skiftede derefter fokus fra detaljer til helhed. Fordi jeg ikke har den fjerneste idé om hvad der tager sig bedst ud, rent teknisk, blev jeg nødt til at gå med min mavefornemmelse og valgte alt for mange, alt for ens billeder. Jeg talte senere med Bjarke om dem jeg havde valgt og gav ham lov til at være den kyniske. Han plukkede i mit udvalg, men valgte også billeder som jeg slet ikke selv havde overvejet. Jeg er ret tilfreds med resultatet og jeg ser meget voksen og seriøs ud på farvebillederne. De andre billeder, er jeg også ret glad for. De er sjove og anderledes og fælles for dem er at de er ærlige og genkendelige og har lidt kant, på hver deres måde.

Hvis du som jeg, er ved at genopfinde dig selv, er træt af selfies eller skal have taget bryllupsfoto eller andet, kan jeg varmt anbefale dig at tage kontakt til Bjarke MacCarthy. Af tidligere modeller der har stået for skud hos Bjarke, kan jeg blandt mange nævne de to tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt og Anker Jørgensen. Bjarke er efter min mening virkelig talentfuld og får substansen i fokus. Jeg er vild med hans stil og så er han rar, sjov og professionel at arbejde sammen med. Hvis du vil se nogle flere af de super fede billeder han har taget gennem tiden, kan du her besøge hans hjemmeside.

 

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Lena Skrevet af:

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *